]

Ingeborg Rørbye – Gæsteudstiller

Ingeborg Rørbye har fået undervisning af malerne Jette Gejl, Anders Moseholm og Bjørn Pierri Enevoldsen.
Hun har været med på flere censurerede udstillinger og i en årrække været knyttet til Gallerie Rasmus. Hun er medlem af kunstnergrupperne K2 (Københavnske Kunstnere) og Newyorkerne, og hun har udstillet i kunstforeninger over hele landet samt i Spanien, på Færøerne og i Sverige.
Ingeborg Rørbye har i mange år arbejdet i Danmarks Radio og bl.a. været vært på P2s quizprogram ”Musikalsk krydsord”. Hun har desuden skrevet for Magasinet Kunst.
Redaktør af Kunstavisen Tom Jørgensen skriver:
”Hvis man vil vælge ét beskrivende ord om Ingeborg Rørbyes malerier, må det være at de er stemningsfulde. De emmer af atmosfære og liv – ikke på en højtråbende måde, men afdæmpet og poetisk. Meget af stemningen kommer af den kendsgerning, at Ingeborg Rørbye er en tusmørketimens maler. På en baggrund af fløjlsbløde, mørke farver i mange nuancer virker de lyse, turkise, røde og orange toner så meget desto stærkere – som fluorescerende fisk i havets sorte dyb. Hun giver os de antydede fortællinger, vi selv kan digte videre på. Stemning, atmosfære, mystik, overraskelse og sanselighed. Det er kernen i Ingeborg Rørbyes fascinerende billedverden.”
Hjemmeside: www.ingeborg-rorbye.dk
www.facebook.com/Ingeborg-Rørbye-billedkunstner
Mail: ingeborg.rorbye@gmail.com Tlf: 2619 1950